De fleste af os har vænnet os til, at rummene derhjemme skal kunne mere end én ting. Køkkenbordet er også hjemmekontor, og gæsteværelset deler plads med romaskinen og strygebrættet. Men det sted, hvor idéen om multirummet for alvor bliver sat på prøve, ligger uden for boligen. Det er klublokalet og forsamlingshuset: ét lokale, der skal kunne rumme bestyrelsesmøde tirsdag aften, børnefødselsdag lørdag formiddag og fællesspisning for halvtreds mennesker søndag. Den slags stiller krav til indretningen, som de færreste hjem kommer i nærheden af. Og netop derfor er der meget at lære af de lokaler, hvor det faktisk lykkes.

Tænk i zoner, ikke i kvadratmeter

Den klassiske fejl er at indrette efter lokalets største funktion. Festen med firs gæster får lov at bestemme det hele, og resultatet er en stor, nøgen sal, som føles forladt, når seks mennesker holder møde i den. Vend det om. Del lokalet op i zoner: en fast base med et loungehjørne, et fleksibelt midterareal, der kan ryddes helt, og en depotzone, hvor alt det flytbare bor. En åben reol som rumdeler, et stort tæppe under sofagruppen og en mørkere vægfarve for enden af salen er nok til, at lokalet får steder i stedet for bare gulvplads.

Zoner handler også om skala. Mennesker har det skidt i rum, der er for store til situationen; et mødebord midt i en tom sal føles som en eksamen. Ryk bordet ind i en krog, giv det sin egen pendel, og lad resten af salen ligge i halvmørke. Så låner mødet zonens intimitet i stedet for at drukne i salens tomhed.

Møbler, som én person kan flytte

Multirummets vigtigste møbelregel er næsten banal: Alt, hvad der skal flyttes tit, skal kunne flyttes af én person uden at ringe efter hjælp. Foldeborde med ordentlige hjul og en lås, der ikke driller. Stole, der kan stables højt på en vogn. En scene i moduler frem for en fast forhøjning. Det lyder som lavpraktik, men det er i virkeligheden æstetik, for det møbel, der er besværligt at flytte, bliver aldrig flyttet. Og så fryser lokalet fast i sin kedeligste opstilling.

Køb hellere færre, bedre møbler end mange billige. Tredive solide stole i træ og stål, som tåler tyve års stabling, klæder rummet mere end tres trætte plaststole i tre forskellige modeller. Og undervurder ikke depotet. Et depotrum med faste pladser til bordvogne og stolevogne er halvdelen af et multirum, for det, der har en plads bag en dør, bliver rent faktisk ryddet væk. Jeg har endnu ikke mødt et forsamlingshus, der fortrød en stolevogn.

Lys i lag: mødelys er ikke festlys

Ét stort armatur midt i loftet er multirummets dødsdom, for det kan kun én ting: lyse det hele ens op. Arbejd i stedet med tre lag. Grundlys fra spots eller skinner, som kan dæmpes. Funktionslys fra pendler over bordene, dér hvor der læses dagsordener og skæres lagkage. Og stemningslys langs væggene, i loungen og bag reolen. Når lyset er delt op i grupper med hver sin dæmper, kan det samme lokale gå fra klar mødebelysning til varm fest på under et minut, uden at nogen rører et møbel.

Farvetemperaturen betyder mere, end de fleste tror. Køligt, neutralt lys får arbejdet til at glide, mens varmt lys får folk til at blive hængende efter maden. Kan installationen styres i færdige lysscenarier, er det oplagt i et lokale med mange skiftende brugere, men tre almindelige lysdæmpere med tydelige mærkater når overraskende langt.

Skærmen er den eneste indretning, der skifter selv

Papiropslag har det med at blive hængende. Sedlen om en sommerfest, der for længst er afholdt, sidder stadig i hjørnet af opslagstavlen og fortæller enhver gæst, at her går tiden lidt i stå. Derfor er skærmen på væggen blevet multirummets mest undervurderede møbel. Den kan vise holdplaner og træningstider om tirsdagen, byde velkommen til fødselsdagen om lørdagen og køre billeder fra sidste fællesspisning om søndagen. Den skifter rolle sammen med rummet, uden at nogen skal op ad en stige med fire tegnestifter i munden.

Til gengæld kræver den omtanke. En skærm med forældet indhold er præcis lige så trist som den gamle opslagstavle, bare dyrere. Brug derfor tid på at beslutte hvad skærmen i lokalet skal vise, inden den kommer op at hænge, og placér den, så den fanger blikket fra indgangen uden at dominere festbordet. Og skjul kablerne i en kanal malet i vægfarven. Ingenting ødelægger en gennemtænkt væg som en sort ledning i frit fald.

Hverdagen afgør, om det lykkes

Det svageste punkt i et multirum er sjældent møblerne. Det er rutinerne. Hvem stiller op, hvem rydder væk, og hvem sørger for, at det, der vises på væggene, stadig passer? Fotografér de tre mest brugte opstillinger, og hæng billederne i depotet, så enhver frivillig kan stille lokalet om uden at spørge nogen. Faste rutiner er billigere end nye møbler, og de virker bedre.

Læg samtidig så meget som muligt over på løsninger, der ikke afhænger af én ildsjæl. Mange klubber vælger i dag en samlet løsning til foreninger, hvor skærmen selv henter træningstider, arrangementer og nyheder fra medlemssystemet, så indholdet følger med virkeligheden, uden at nogen skal huske at opdatere det. Princippet er det samme som med møblerne: Det, der er let, bliver gjort. Det, der er besværligt, bliver glemt.

Et multirum bliver aldrig færdigt på den måde, en dagligstue kan blive det. Det er hele pointen. Lokalet skal kunne skifte ham igen på onsdag, og det bedste kompliment, det kan få, er, at ingen af gæsterne tænker over, at det i går var noget helt andet.